Jeg er den afgrund, der åbner sig under mig

Mona Larsen

Konkylieøre
Forlaget Mellemgård
64 sider, 149 kr., fås også som e-bog

Af Thorvald Berthelsen

Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter - der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner
komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn
kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks.  i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.”

Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa

af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden
lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl

krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke
af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker

og så –

de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller

kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore (s ene) ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:

verden ligger fjernt

selvforglemmende
dystopisk opklippet

jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?

verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne

jeg finder stederne
ved vandet
alle steder

kan sagtens
stå stille
længe
på et ben

kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i udpenslet sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.

Som helhed betragtet er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.

Metaforer med den dybe klangbund

Anne Vestberg

Katastrofen, byen og skoven

Forlaget Ord

64 sider, 199 kr., e-bog 129 kr.

En af grundene til, at Anne Vestbergs også rent grafisk meget smukke bog har ligget lidt længere i stakken på skrivebordet end godt er, er at jeg har haft svært ved at tro, at det er en debutbog. Den er sikker, klar og stærk, og den bruger billeder på den enkle og misundelsesværdige måde, der gør metaforer til eksistentialier.

”Det er også en rejse

at vende tilbage

til gamle steders omfavnelse

og modstanden i den”

Sådan begynder digtet Vende tilbage. Gamle steders omfavnelse! Det får mig til at tænke på hvad som helst. Min barndom, min mors død, min skole, gamle lærere. Jeg dufter græsset i sommerhuset i tresserne og hører lyden af Mr. Bojangles i radioen. Senere står der:

”Ord dør øde steder

så jeg tegner streger i støvet

for at indramme

dér, hvor det var.”

Det er strålende! Billedet af den bevægelse, erindringen foretager, det jeg netop beskrev, bliver en indramning af steder, der egentlig er forladte. Er ord døde eller levende, når man vender tilbage til dem?

Hver enkelt af digtene i de tre afsnit, der svarer til de tre steder i bogens titel, har sådanne udfordringer, poetiske afsæt, der gør noget levende.

Nogle gange bliver det mere surrealistisk, som i digtet Noget i søen:

”Vi forstår splinterne i badebroen

og når en fisk bider på krogen

skællenes metalrenhed”

Søen bliver i digtet et billede på noget ordløst, noget ukendt, som rummes i verdens eller ens eget sjæledyb, det er et meget klassisk billede. Senere hedder det:

”Vi kan lytte til blodets dunken

holde balancen ved at stå stille

altid”

Anne Vestbergs digte balancerer flot mellem metaforikkens idealisme og tingenes realisme. Eller som det hedder i digtet Nature morte:

”Der er tale om en mild grad af

biologisk intervention

håndholdt og fingerstrøget

der er ingen grund til panik”

Man har lyst til at nævne en hel del digte, f. eks. Okulation, som står i dette sammenfald af metaforik og tingslighed og beskriver en proces, hvor en rosenknop, anbragt på en træstamme en dag åbner sig som et rødt øje. Digtets underliggende semantik vækker associationer til indsigt, som syn eller vision, og associationer til dette at blive set – endda i eller af livet selv. Og forfatteren afrunder det med en humoristisk bemærkning om en høst, der skal bæres hjem. Den høst må være livsforståelse.

De to åbningsdigte i afsnittet Byen, det første uden titel og det andet med titlen teater hører til blandt bogens længste. Teatermetaforen i livsbeskrivelsen er også meget klassisk og central for Goethe, både i fortalen til Faust og som alternativ til handelslivet i den store profetiske roman om de næste 175 års frie, individuelle samfund, Valgslægskaber. Teaterforestillingen i bogen her er kosmisk, men også mytologisk med åbenlyse hentydninger til kulturens store normdannelse skabelsesberetning fra den jødiske bibel.

Det særligt fascinerende er nysgerrigheden, der driver gennem bogens digte, accepten af, at der altid er noget at lære og den lydhørhed, det fordrer. Derfor vender man tilbage efter mere. Og glæder sig til forfatterens videre arbejde.

Arvesynden. Det fornægtede som slægtsroman på vers

Arne Ziebell Olsen: 
Arvesynden”.
Skriveforlaget 2016, 268 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

En versroman
uden rim
og næsten uden
tegnsætning
men fuld af
indhold
mening
dyrekøbt erfaring
fuld af
humor
glæde
ømhed
skuffelse
fortvivlelse
modsætninger
der mødes
for eksempel
i dette citat
”jeg kommer løbende hjem
smider skoletasken
i hjørnet
ved bordet i køkkenet
siger mor
far skal ikke bo her mere
hvor skal han så bo?
far bor nu inde hos farmor
så græder jeg
kan slet ikke holde op
jeg synes
det synd
for far
[…]
og jeg synes
det er uretfærdigt
jeg ikke kan komme med min bror
i Nørreport Bio
i aften
og se
Dr. No
Agent 007
Mission Drab
bare fordi
jeg ikke er tolv år.”
(s. 58f.)

Forfatteren
Arne Ziebell Olsen
deler ud af sine
erindringer
og erfaringer
som dreng
som ung
som voksen
som usikker
som homoseksuel
som rebel
som fortæller
om det, der glæder
og det, der gør ondt
om sjove hændelser
og det modsatte
som barn i
en dysfunktionel familie,
som mønsterbryder
og socialrådgiver.

Sproget er
knapt
men præcist
læseren fylder
problemløst
hullerne ud
læser om
de sidste seks-syv årtiers
danmarkshistorie
set fra
én
persons synsvinkel
der har givet sin historie
overskriften
Arvesynden
fordi det er den
der har præget livet
den
der præger alles liv
som det formuleres af
Ebbe Kløvedal Reich
i bogens indledende citat
”Arvesynden er almindeligvis fornægtet, selv af folk, der er fortrolige med folkekirken. Det forstår jeg ikke rigtig. At vi har arvet den efter Adam og Eva, fordi de spiste af kundskabens træ, er en lignelse. Men hvis man nægter at erkende, at vi alle lever vores liv her på jorden under standard og ikke lever op til vores muligheder, mangler man enten selvindsigt, fantasi eller begge dele. Hver eneste gang vi affærdiger hinanden som en besværlig hindring i udfoldelse af eget liv, begår vi en synd.” (s. 7).

Arvesynden
er den
korteste
slægtsroman
jeg har læst
men lige så givende
rørende
fængende
morsom
rå
og medrivende
som en lang
så har man ikke tid
overskud
lyst
til at læse en lang bog
så læs Arvesynden

John Keats imaginære dialoger

KLASSIKERLÆSNING: John Keats: Til søvnen.

Louise Stuhr skriver en personlig refleksion over den engelske romantiske digter John Keats (1795-1821). Efter introduktion følger Keats digt til søvnen i original og i oversættelse, samt to nye digte af Louise Stuhr, "i Keats stil"

Jeg boede for år tilbage nogle dage i Keats’ lejlighed ved Den Spanske Trappe i Rom. Der herskede en uforglemmelig stemning, hvor den dybe søvn først indfandt sig efter kl. to om morgenen, når de sociale aktiviteter på trappen faldt til ro. Det er tankevækkende, at netop søvnen – og med den døden - skulle høre til blandt Keats’ store temaer: Can death be sleep, when life is but a dream and scenes of bliss pass as a phantom by?

Mit første møde med Keats stammer fra gymnasietiden, hvor navnlig pensums ”Ode on a Grecian Urn” gjorde indtryk: Bold lover, never, never canst thou kiss, Though winning near the goal – yet, do not grieve; She cannot fade, though thou hast not thy bliss, For ever wilt thou love, and she be fair!
Der er en besættelse i disse linjer, også efter eksamen. Denne fastfrysning af evigheden, ungdommen, skønheden, så tæt på og dog uopnåeligt. En spændstig kontrast, en uimodståelig udødelighed, som appellerer bredt og romantisk.

Denne efterårsferie var jeg atter i Rom og kunne ikke modstå fristelsen til at genbesøge museet 26 Piazza di Spagna. Det er berigende at befinde sig i disse rum og suge oplysninger til sig om den unge digter. Især er jeg fascineret af Keats’ evne til at anlægge utraditionelle ”betragter-vinkler” og have imaginære dialoger med naturen, dyrene eller stilleben, menneskeliggøre dem med smittende, empatisk indlevelse.

Fra museet ved Den spanske trappe
i Keats og Shelleys lejlighed

Keats tilhører – sammen med Byron og Shelley – de unge døde poeter, som danner grobund for myter. Det gælder navnlig Keats, som først opnåede anerkendelse efter sin tragisk-tidlige død. Måske skyldtes det hans introspektive, filosofiske tilgang, og det forhold, at hans mellemklasse-uddannelse som ”apothecary” ikke fremmede accepten af ham som (højere-rangerende) poet.
Fortællingen om den uheldige Keats rummer meget drama: farens fatale rideulykke, Keats’ traumatiske rejse med diligencen ind til London, hvor han ikke havde råd til en plads inde i vognen, men måtte sidde på bukken udenfor i regn og kulde. Derefter blodhosten og tuberkulose selv-diagnosen, med udsigten til snart at følge moren og broren i døden. Den gengældte, men ufuldbyrdede kærlighed til Fanny Brawne, der bar hans ring til sin død.  Det er saftige sager, som nærer hans berømmede digte.

Som han siger i ”Ode on a Grecian Urn”, så er de melodier, man kan høre, søde, hvorimod de uhørte melodier er endnu sødere. Viser til sjælen, ikke til øret. Denne ode frister fantasien, sætter hele tilværelsen på stand-by i en sødmefyldt lykkerus. Selvom den unge mand aldrig får lov at plante sit kys, er han heldig, for pigens skønhed består. Ligesom der hersker evigt forår, og ungdommen sejrer. En smukkere drøm findes næppe, drømmen om evigheden, et guddommeligt vokskabinet, den levende død.
Alt man behøver vide i denne verden er, at skønheden er sandheden, og vice versa, for den græske urne med tilhørende guirlander overlever. En eksplosiv skaberkraft der nærer sig i døden, en sidste blomstring før Amen.
         

John Keats: To Sleep

O soft embalmer of the still midnight,
Shutting, with careful fingers and benign,
Our gloom-please’d eyes, embowere’d from the light,
Enshaded in forgetfulness divine:
O soothest Sleep! If so it please thee, close
In midst of this thine hymn my willing eyes,
Or wait the “Amen”, ere thy poppy throws
Around my bed its lulling charities.
Then save me, or the passed day will shine
Upon my pillow, breeding many woes, -
Save me from curious Conscience, that still lords
Its strength for darkness, burrowing like a mole;
Turn the key deftly in the oiled wards,
And seal the hushed Casket of my Soul.

Til Søvnen (Oversat af Louise Stuhr)

Åh tyste midnats bløde balsam
som med varsomme, venlige fingre
skærmer vore skyggetrængende øjne, beskytter dem mod lyset
bag guddommelig glemsel:
Åh dulmende søvn, hvis det behager dig, så luk
mine villige øjne midt i denne din lovprisning
eller vent på ”Amen” før du lader din valmue
strø søvndyssende velgørenhed over min seng.
Frels mig, så den svundne dag ikke kaster lys
på min pude og avler ængstelse;
red mig fra nysgerrig samvittighed, som altid
hersker over mørket og graver som en muldvarp;
drej behændigt nøglen i smurte låse
og forsegl min sjæls tavse kiste.

Louise Stuhr: To digte i Keats stil

Reflections

My heart flows with sadness and sorrow,
A cheerful mask I shall borrow,
Perhaps joy will then,
At least I pretend,
Lend my life, for a while,
A tomorrow.

England 1997

Awake

My eyes are burning in the night,
but sleep is distant, out of sight,
hallucinating in the dark,
producing thoughts of bluish spark.

My bed: a roller coaster wild,
the nightmare of a drowning child
when waves are breaking in my ear,
the jumpy turbulence I fear.

Such vivid images emerge,
of wrecked ship and rescue search,
I toss and struggle with the sheet,
as storms against my body beat.

The winds are blowing even more
my heart is pounding in my core
the world is drawing near its end
such loneliness without a friend.

But finally the force subsides,
my tangled hair the pillow hides,
with sacred morning comes the sleep,
this peaceful moment I shall keep.

Louise Stuhr October 2016